Kan jeg huske det? Følelsen når man pakkede den flot designede plastik-indpakke op og duften af ​​friskttrykkede fodboldkort nåede næseborene. Sølvkortet! Sheffield Wednesdays klublogo der glimrer i solen... Det var tider.. Dette er en ode til leverandørerne af nogle mine kærligeste fodboldminder fra 90'erne: Panini og Merlin.

Jeg husker det kun svagt. Men da jeg stadig boede i min hjemby Odense, og jævnligt frekventerede køleskabet hos mine forældre, når SU'en ikke rakte, råbte min mor engang til mig fra kælderen: "Jonas! Den der blå kort med fodboldkort. Skal vi gemme den? Eller kan vi godt smide den ud?"

Frontallapperne var endnu ikke vokset sammen hos mig og jeg har tydeligvis ikke været klar over konsekvenserne ved mit henkastede svar: "Nej, den skal jeg ikke bruge til noget." Sådan noget lignende har jeg nok svaret i min studier, mens jeg har kylet en rugbrødsmad i sylet eller har slænget mig i sofaen hos de gamle.

"Nej, den skal jeg ikke bruge til noget." Sådan noget lignende har jeg nok svaret i min studier, mens jeg har kylet en rugbrødsmad i sylet eller har slænget mig i sofaen hos de gamle.

Katastrofalt! 10 år forinden slæbte jeg den blå map frem og tilbage fra skolen, når jeg skulle bytte med skolekammeraterne! Jeg havde to Matt Le Tissier-kort og min ven Nicklas havde en Les Ferdinand han gerne ville bytte, ja tak!

Andy Booth, jamen han må jo være en kæmpe stjerne... Jeg har ham jo i min map. Warren Barton, Andy Cole, Keith Gillespie... Det der Newcastle-hold... Emile Heskey i en Leicester-trøje, Coventrys lyseblå farve, der spiller på mod glimmeret på Dion Dublins speciel-kort. Minderne vækker en følelse af nostalgi, som det er svært at forklare for udenforstående.

Og naturligvis mit elskede Manchester United. De røde djævle! Andy Cole, Ole Gunnar Solskjær, Henning Berg, Ronny Johnsen og Jesper Blomqvist. Jeg var stolt af min samling og der er en vis trygheds- og hjemmefølelse over det blå kort, når jeg tænker tilbage på det.

Siden kom Championship Manager og FIFA-spillene til, og her blev min energi lagt. Fodboldkortene blev vakt til live på skærmen, og pludselig kunne jeg udleve fodboldfantasierne om de spillere, jeg havde i min map.

Det var en mere simpel tid, hvor den månedlige gang til kiosken for at købe GOAL-blade og en bunke Merlin-kort var højdepunktet i hverdagen for en 7-, 8-, 9-årig fodboldgal dreng.

Konsekvenserne ved mit skæbnesvangre valg om at lade mine forældre kassere min blå map med fodboldkort, har først ramt mig langt senere som en boomerang fyldt med bly. Min samling af fodboldkort er væk for evigt.

Jeg tror, ​​det fylder mere, som man bliver ældre. Da jeg var en ung studerende havde jeg andre prioriteter, end jeg har nu. Og når slutrunderne kommer tættere på, kribler det i fingrene for at købe EM-bøgerne fra Panini og udfylde dem med de dertilhørende klistermærker. Og jeg bliver mindet om, at jeg jo også har haft samlinger.

Så jeg får ikke taget mig sammen til at gøre det igen; jeg har jo allerede gjort det hårde arbejde med at samle spillerkort sammen fra blandt andet Premier Gold 98-serien én gang. Det har jeg gjort, da jeg var en lille knægt, og det er sgu for sent for mig at starte igen, synes jeg.

Selvom VM 2022 endelig står for døren, og mit nørdede længes efter følelsen af ​​at have den komplette samling.

Så her en opfordring til jer alle derude - gå ned i jeres forældres kælder, find kortene frem og beundr dem. Jeg er meget misundelig på, at I stadig har jeres samling. Og hvem ved? Måske kan jeg endda tjene en lille skilling på dem?