NYHEDSBREV #1 - JUNI - DIT NYHEDSBREV OM FODBOLD

Velkommen til PUNDIT's nyhedsbrev. Vi håber, I vil tilbringe et par stunder med os og dykke ned i fodboldnostalgien. Med denne måneds nyhedsbrev får du to historier, der begge emmer af 90'er-nostalgi.

MÅNEDENS HISTORIE: 

VM 1998: Slutrunden over dem alle

Sommeren var altid god i 90’erne. Men 1998 var et kapitel for sig - sådan husker jeg det i hvert fald. Lejr med fritidsklubben. Pantanis heroiske bjergmeritter over radioen. Færgetur til Sverige. Sommeren i 98 er en af de somre, som står klarest i hukommelsen - sikkert fordi VM 98 har stået som den store referenceramme. Og sikkert fordi somre sjældent er bedre end dem, man har, når man er i 10-årsalderen.

VM-slutrunden i Frankrig er den første slutrunde, jeg husker i detaljer. Jeg har svage minder fra både VM i 1994 og EM i 1996, men det var slutrunden i 98, som gjorde fodbolden altdominerende i min hverdag. Sikke en tragedie det føltes som, da turneringens sidste kamp var spillet. Hele fire år til næste gang. Hvilken rimelighed var der dog i, at man skulle vente så lang tid på næste VM-slutrunde? Vente fire år på gensynet med helte som Jorge Campos, Patrick Kluivert og Mustapha Hadji? Denne ubarmhjertige ventetid føltes som en uretfærdighed på størrelse med den, som var overgået England i deres kamp mod Argentina.

Men sikke en fest vi havde, mens turneringen var i gang. Både på banen, men ikke mindst gennem alt det, som foregik uden for kridtstregerne. I skoletasken havde jeg en tamagotchi-lignende tingest, som var lavet til denne særlige anledning. Så havde man lidt at få tiden til at gå med mellem kampene. Samtidig var slut 90'erne et tidspunkt, hvor reklamer ikke blot var ligegyldige afbrydelser. Hvem husker ikke Nike-reklamen i lufthavnen? Ronaldo, Carlos og Cantona havde karisma som de største stjerner fra Hollywood. Og Denilson afdriblede flere personer i lufthavnen end i hele sin karriere hos Betis. 

Jeg husker, at min far konsekvent kaldte Chile for Chili, og med Zamaranos og Salas’ dynamiske udstråling synes det dengang indlysende, at et stort indtag af chili var baggrunden for deres hidsige temperament.

VM 98 var spækket med legender som ingen andre slutrunder før eller siden. Hvis jeg skulle lave et all time hold over min favoritspillere, vil jeg gætte på, at de allesammen vil have deltaget ved denne slutrunde.

Ronaldo. Henry. Bergkamp.

Thuram. Suker. Okocha.

Laudrup - dem begge to. Baggio. Batistuta.

Stoichkov. Vieri. Chilavert.

Davids. Owen. Cafu.

Hvilken slutrunde vil nogensinde kunne konkurrere med dette?

Intet indkapsler den ubetingede lykkefølelse under slutrunden som Danmarks kamp mod Nigeria i ottendedelsfinalen. Jeg husker, hvordan jeg havde set ‘Super Eagles’ i gruppespillet, og havde ladet mig forblænde af deres spillere.

Taribo West, Jay-Jay Okocha og Victor Ikpeba. Sikke et showhold!

Jeg husker den underdogrolle, som det danske landshold var blevet tildelt inden kampen. Men blot 12 minutter efter første fløjt havde vi halvanden fod i kvartfinalen efter spil, som måtte få selv Cruyff til at revurdere, hvordan fodbold egentlig spilles. Den aften troede vi alle, at vi kunne blive verdensmestre. Den aften kunne alle danskere danse, som var de på natklub i Lagos. Men festen stoppede brat.

"Selvom de er flyttet til eller opvokset i Europa, har de åbenbart de gener… Man kan da godt ærgre sig over, at vi har lært dem at spille fodbold." Morten Olsen til BT, 2002

Hvad der to uger forinden havde været en uundgåelighed, føltes i momentet som noget, der kunne være blevet afværget, da landsholdet nogle dage senere tabte 2-3 til de senere finalister fra Brasilien.

Hvis bare Schmeichel…

På trods af dette får VM i 98 dog altid smilet frem, når jeg fra gang til anden bliver påmindet om slutrunden. Men der er dog også noget vemodigt forbundet med at kigge tilbage på VM 98. Ingen slutrunde har kunnet måle sig med den siden. Fodbolden mistede noget af sin uskyldighed efter denne turnering, eller måske nåede jeg blot en alder, hvor de grimme ting pludselig lod sig åbenbare.

VM i 1998 var i hvert fald sidste gang, at jeg oplevede en slutrunde med fuldstændig uskyldige øjne og med ubetinget kærlighed. VM-slutrunden fire år senere var en mærkelig oplevelse.

VM i 2002 var første gang, hvor jeg havde modsatrettede følelser forbundet med at se Danmark spille. Kort inden slutrunden husker jeg, at jeg på Ikast Stadion havde set faren til en pige i min klasse kalde en af FC Midtjyllands egne spillere for ‘Sorte svin’. Under slutrunden kunne jeg efter Danmarks pointdeling med Senegal, høre landstræner Morten Olsen sige:

 "Jeg har selv spillet sammen med afrikanere, og ved hvordan de er, når de er værst. Det så vi forleden, og det er åbenbart ikke blevet pillet ud af dem. Selvom de er flyttet til eller opvokset i Europa, har de åbenbart de gener… Man kan da godt ærgre sig over, at vi har lært dem at spille fodbold." (BT, 8. Juni 2002)

Det var et slag i ansigtet på en 14-årig, brun dreng, der indtil da aldrig havde haft divergerende følelser for det danske landshold. Jeg mistede meget for Morten Olsen efter den kommentar, som dog formentlig mere er resultatet af hans lange ophold i Belgien - end af hans danske gener. Til VM i 2002 var følelsen hos mig mest af alt ligegyldighed, da Danmark blev sendt ud af England i første knockout-runde. Noget som havde syntes som en umulighed blot fire år tidligere . 

Måske er det på baggrund af ovenstående, at VM i 1998 altid vil have en særlig plads i mit hjerte. Det var muligvis sidste gang, jeg forbandt fodbold og det danske landshold med ubetinget eufori og kærlighed.

Sidste gang jeg lod mig begejstre af fodbold, som kun et barn kan.

___________________________________________________________________

Har du set det? OB's nye, finske forsvarsspiller Sauli Väisänen kan åbenbart beatboxe... Wow! Se det her.

___________________________________________________________________

FIFA 99: Det bedste spil i serien

Året er 1999. Det er maj måned, og jeg har fødselsdag. Min kusine og tante er på besøg, og denne aften vil jeg gerne stolt vise frem, hvordan det er muligt at spille mod vidt fremmede mennesker online i årets helt store computerspil FIFA 99. Men lad mig sige det rent ud… Det gik ikke helt som planlagt den aften i maj.

Jeg er 10 år gammel og spiller med i, hvad jeg forestiller mig, er en af landets første online-turneringer i FIFA-spillene. Jeg har arrangeret en træningskamp mod den senere FIFA-legende Jørgen Balslev som opvarmning til turneringen, og lad mig sige det rent ud; det blev en mareridtskamp. 

Balslev spillede altid med AC Milan, og jeg havde fået tildelt FC Porto i onlineturneringen, så det var naturligt, at det var med de to hold, vi skulle spille med i den træningskamp jeg havde arrangeret til formålet. Arrangørerne af turneringen havde fremsendt en opdateret database, der, når den var installeret, gjorde alle spillerne lige gode i spillet – det skulle naturligvis skabe lige konkurrencevilkår, når turneringen var i gang. Jeg har dog på fornemmelsen, at der var underliggende parametre på spillerne, som patchen ikke opdaterede. For eksempel synes jeg, at Oliver Bierhoff konsekvent bare var suveræn i spillet på trods af nedgraderingen til standardniveau.

10-0. Så meget tabte jeg. Jeg var i chok og pinligt berørt. Gang på gang havde Balslev ødelagt mig med hurtige kombinationer mellem Bierhoff, Leonardo og George Weah – det var modbydeligt. FIFA 99 fungerede sådan, at man skulle trykke hurtigt og først for at have succes, spillerne kunne næsten ikke lave fejlafleveringer, så det var bare med at trykke på S-knappen, der lavede korte afleveringer, og når man så var i modstanderens felt, så var det bare med at trykke på D-knappen for at skyde på mål, med al den begejstring og overbevisning man kunne samle sammen.

For nylig har jeg fremskaffet FIFA 99 og en PlayStation 1 af nostalgiske årsager og for at have noget underholdning i vores nye butik i Amager Centret, og det har blot bekræftet, at det var vitterligt sådan spillet var bygget op; tryk rigtigt hurtigt, rigtigt mange gange – det er den mest effektive strategi. Men det har også givet mig chancen for at genbesøge mandskaberne fra den kamp i maj 1999.

Balslevs AC Milan havde profiler som Maldini, Costacurta, Albertini, Leonardo, George Weah og Oliver Bierhoff. Helveg og Ibrahim Ba var der også sammen med legenderne Donadoni og målmanden Sebastiano Rossi. Milan i 90’erne var bare bygget anderledes. Hos mit eget Porto-mandskab frembringer Mario Járdel tårer i øjnene som profilen i klubben og min helt store helt i mine online-dage!

Oplevelsen med at prøve spillet igen, fik mig naturligvis til at gå på nettet for at undersøge, om man mon kunne finde oplysninger om den turnering jeg i sin tid deltog i sammen med Jørgen Balslev – og det kunne man! På http://fifa-online.dk/ er der en sand skattekiste af informationer om den tidlige online-FIFA-historie.

”I foråret 1999 startede så TI i Fifa99. Der var 70 tilmeldte hold. Der blev nu spillet med en spillefil som udlignede alle hold, som gjorde at ingen havde fordele ved at vælge bestemte hold. Samtidig blev FMT Liga Cup introduceret for 1. sæson.”

Jørgen Balslev bliver også nævnt på hjemmesiden – han har åbenbart været med til at starte turneringen op, som ændrede navn fra 'FMT' til 'Dansk Modem Turnering' (DMT) i løbet af 1999. Så Balslev var altså ikke hr.-hvem-som-helst, og jeg finder også ud af, at han har været med i ledelsen af turneringen.

”Det var ligeledes i denne periode at BMT, Balslev Memorial Tournament blev grundlagt, navngivet efter Jørgen Balslev, der var med omkring opstarten af DMT Fifa4ever og ledelsen af turneringen i en lang periode og som omkom ved et tragisk trafikuheld.”

Én sætning springer i øvrigt også i øjnene på hjemmesiden: ”De fleste medlemmer af DMT, der var med dengang, fremhæver i dag Fifa 99 som et af de bedste, hvis ikke det allerbedste, spil i FIFA serien.” Og jeg kan kun være enig! FIFA 99 er det bedste spil i serien! 

John Motson og blandt andre Chris Waddle fylder nemlig lydsporet ud og sammen med lyden af knitren fra 56k-modemet, der forbinder til modstanderen og Fatboy Slims ’Rockafeller Skank’, så er nostalgi-trippet fuldendt. Det er en fantastisk oplevelse at prøve spillet igen, og når jeg spiller det i butikken sender det mig lige tilbage til en simplere tid, hvor det mest pinlige jeg kunne komme i tanke om, var 10-0-nederlaget mens min familie så på – men jeg mindes også tiden, hvor jeg tilsyneladende har været en del af en af landets største og første onlineturneringer i FIFA 99!